Værdier

Præsentation og forhistorie

Lillefod er et alternativt pasningstilbud for en mindre gruppe børn i aldersgruppen 0-6 år.

Lillefod har hjemme, nær ved skov og Gl. Estrup, og det er meningen, at både naturen og Gl. Estrup skal være en del af børnenes hverdag.

Selve børnehuset har til bolig i en bygning med 2 afdelinger med hver deres opholdsrum, fællesrum, køkken og egne toiletter.

Lillefods målsætning:

  • At skabe et pasningstilbud for 0-6 årige børn, der kan fungere som alternativ og supplement til de traditionelle store offentlige institutioner.
  • At give det enkelte barn en god start i en institution i form af en lille og overskuelig børnegruppe.
  • At tage udgangspunkt i hver enkelte barn og dets ressourcer
  • At barnet lærer at vise rummelighed og respekt overfor andre børn og voksne samt indgå i et samarbejde med dem gennem daglige aktiviteter.
  • At gennem vores omgivelser samt aktiviteter lærer børnene, hvordan man kan bruge naturen og samtidig respektere den.
  • At forberede hver enkelt barn bedst muligt til de overgange barnet møder i sin tid i Lillefod

Aftale om børnepasning:
Lillefod er godkendt som privat daginstitution af Norddjurs Kommune. Norddjurs Kommune har pligten til at føre løbende tilsyn. Forældrene indgår en skriftlig aftale med Lillefod. Norddjurs Kommune udbetaler tilskud til Lillefod på baggrund af oplysninger om de indmeldte børn.
Denne pasningskontrakt indeholder de aftalte forhold omkring pasningstid, ferie, opsigelse og alle øvrige overordnede retningslinjer. 


Vores værdier

I Lille Fod er det vigtigt for os, at vores fælles værdier skinner igennem i vores arbejde med børnene, i vores samarbejde med forældrene og i vores fællesskab som kolleger. Lille Fod skal fungere som ét hus, hvor alle skal føle sig velkomne. Vi vil skabe et fællesskab, hvor børn og voksne arbejder sammen for at skabe et sundt og trygt miljø med nærvær og respekt i alt, vi gør.

Sundhed

For os er sundhed det hele menneske. Vi arbejder med WHOs betegnelse af sundhed, hvor sundhed ikke blot er fravær af sygdom, men størst mulig fysisk, psykisk og socialt velbefindende. Vi lægger vægt på rigtig ernæring gennem kost, fysisk udvikling gennem bevægelse og sansemotoriske aktiviteter og psykisk sundhed gennem anerkendelse af det enkelte menneske. For os er det ligeledes vigtigt med et sundt miljø, der har som mål at alle i Lille Fod trives, både børn, personale og forældre. Social inklusion i form af et stærkt fællesskab blandt børnene, de voksne og forældrene er et vigtigt led i at opnå dette. For at opnå trivsel blandt alle brugere af Lille Fod har vi fokus på demokrati, fællesskab, anerkendelse og trygge rammer. 

Tryghed

For os betyder tryghed, at alle føler sig velkomne og set i Lille Fod. Det betyder, at børn ved, hvor de skal finde hjælp, når de har brug for det; at forældrene er trygge ved at aflevere deres børn i Lille Fod; og at der skabes et fortroligt og nært samarbejde mellem forældre og personale. I Lille Fod bliver børnene mødt af de samme voksne hver dag og vi lægger vægt på et nært miljø, hvor alle tager ansvar for det enkelte barns trivsel. Vi vil skabe trygge rammer for alle brugere af Lille Fod samt have fokus på vigtigheden af tilliden i relationen mellem personalet og børnene samt mellem personalet og forældrene. Trygge rammer og tillid vil skabe et miljø, hvor det enkelte barn kan udfordres i retning mod nærmeste udviklingszone. Dette kan lade sig gøre, hvis barnet ved, at voksne altid er der, så kan de godt lade sig udfordre ”De voksne kan så skubbe barnet helt ud til kanten, og de voksne vil altid være der til, at redde barnet inden det falder ud over kanten”.  I huset vil vi skabe hjemlige rammer, hvor børn som voksne føler sig trygge. Det er vigtigt for os, at børn som voksne føler ejerskab af huset. 

Respekt

Hos os er der plads til at alle kan være dem de er. Alle skal være en del af fællesskabet og respekteres for dem de er, og blive mødt hvor de er, det gælder både børn og voksne. Vi arbejder også med respekt for naturen og dyrene, og skal derfor selv have dyr i institutionen. Vi vægter respekt for hinanden og vores medmennesker udenfor institutionen højt, og vi ønsker at skabe et miljø med plads til forskellighed/rummelighed. Vi vil skabe en kultur, hvor vi anerkender andre for deres værdi som person, at alle er vigtige i gruppen, samt at vi skaber et miljø hvor der tages hensyn til den enkelte. 

Nærvær

Hos os betyder nærvær meget, og derfor har vi valgt at være en forholdsvis lille institution, hvor både børn og voksne kender hinanden, og har en relation til alle. Dette betyder også at forældre kender alle de voksne og har en relation til dem. De voksne i institutionen lægger vægt på at være til stede i nuet, og dermed opmærksom på, hvad der rører sig i børnegruppen samt hos det enkelte barn. Som institution vægter vi kærlighed, omsorg, samvær, fællesskab, glæde, energi og engagement højt. Vi interesserer os for vores børn og forældre, og vi har en oprigtig interesse i deres liv og velbefindende. Nærvær tager udgangspunkt i det, der sker i os og mellem os og er uendeligt vigtig for vores trivsel. Dette kan komme til udtryk ved at give sin opmærksomhed hen til det man laver lige nu. Vi vil skabe rum til fordybelse, så børn samt voksne kan opleve følelsen af en flow tilstand, hvor man er så opslugt, at man glemmer tid og sted.